Gode råd til at komme i gang med cykling
Formålet med dette skriv er at fortælle lidt om hvordan man kan komme i gang med cykling og forberede dig på hvad der møder dig som aktiv i VCM Videbæk cykel og motion
Begrebet motionscykling
Motionscykling er så vidtspændende et begreb, at det kan siges at omfatte alt lige fra den daglige cykeltransport til og fra arbejde til regelmæssige og systematiske træningsture på 30-100 kilometer. På dette plan må cyklingen også siges at have et sportsligt præg, selv om der ikke er tale om konkurrence cykling. Det er denne form for sportslig cykling, som vi dyrker i VCM .
Cyklingens fordele
Cykelmotion giver socialt samvær, nye venner og i VCM vægter vi kammeratskabet højt og vil gerne sikre at alle har en god og sikker tur.
Cykling er en skånsom form for motion hvor der er mulighed for at få pulsen op og at helbredet forstærkes ved forbedret åndedræt, et forbedret blodomløb, et stærkere hjerte, stærkere muskler, formindsket åreforkalkning, en nedbringelse af kropsvægten og kan modarbejde stress osv.
Træning
Om sommeren køres der mest på racer cykel, men der kan cykle udendørs hele året rundt. Det er kun et spørgsmål om at have nødvendigt udstyr og påklædning.
Sæsonen, der begynder i marts måned og slutter i september måned, træner vi i vores klub hver tirsdag, torsdag og søndag, det er naturligvis frivilligt hvor meget man vil træne og hvor intensiv man ønsker at køre. Udenfor sæsonen varierer motionisternes træning meget fra person til person, mange trapper meget ned med cyklingen i årets sidste kvartal.
Om vinteren, har klubben også MTB hold som man kan køre med på, disse ture foregår rundt i området på jord-, grus og asfaltveje.
Indendørstræning: Cykling på motionscykel, eller lignende redskaber i vinterhalvåret er en god måde at holde formen ved lige.
Påklædning
Cykelhjelmen er en selvfølgelig påklædning til at sikre dit fortsatte gode helbred. I VCM skal hjelm bruges under alle cykelture uanset vejret. I koldt vejr kan der med fordel benyttes en hætte under hjelmen. I varmt vejr er brug af hjelm også blot en vanesag. I VCM kan man som medlem købe cykeltøj i en god kvalitet med klubbens med sponsorer på men det er ikke et krav.
Drikke
Uanset om det er varmt eller koldt i vejret og du måske ikke føler behov for det, bør du altid have en vandflaske med dig på turene. Du sveder og skal have erstattet væsketabet.
Cyklen
Man behøver ikke købe den sidst nye model for at komme i gang med cykling man kan sagtens finde en god brugt cykel til at starte på og finde ud af om det er noget for dig inden man evt. køber en nye/dyre cykel. Uanset om du finder en brugt eller køber en ny cykel er det vigtigt at have den rigtige cykel til kørselsbehovet.
Reservedele/værktøj: Man bør naturligvis have 1 ekstra slanger af rette størrelse med på turene – samt nødvendigt værktøj. Hertil hører både dækjern, samt evt. pumpe.
Sikkerhed
Din sikkerhed er min sikkerhed og omvendt. Det er meget vigtigt at udvise disciplin når mange færdes sammen på cykel. Vores sport er ikke ufarligt og man bør udvise påpasselighed både overfor hinanden og overfor andre trafikanter.
Herunder er opridset nogle grundlæggende principper for at vi som cykelrytter kan færdes på vejene så sikkert som overhovedet muligt.
Advarsler, advarselstegn og kommandoer skal videregives henholdsvis forfra og bagfra fra rytter til rytter således alle får samme information om ændringer i kørslen, tempo m.v.
Rytterne må holde deres pladser i flokken, ligesom man ikke må foretage pludselige handlinger, kørselsændringer og opbremsninger, uden først at advisere flokken. Smådefekter på cyklen afhjælpes under stop og ikke under kørslen. Husk – vi er motionister og har tid nok!
Holdkaptajnen lægger holdets rute, påser disciplinen holdes, ingen hægtes af flokken og klubbens etiske regler følges.
Følgende kommandoer benyttes:
Kommandoen | Betydning |
Forfra | Betyder modkørende trafik |
Bagfra | Betyder bagfra kommende trafik |
Hul / huller | Betyder huller i vejbanen. Meldingen suppleres med at der peges ned mod hullet i kørebanen |
Kig op / se op | Betyder forhindring forude |
Enkeltrække | Betyder rytterne skal danne enkeltkolonne ved at højre række ændrer hastighed. Forreste ryttere hæver hastighed og bagerste sænker den for derved at skabe hul/plads til venstre række |
Defekt | Betyder rytter har defekt på cyklen og flokken lader farten glide langsom af uden pludselige opbremsninger. |
En ned | Betyder hastigheden er for høj og skal sænkes med 1 km/t. |
Venstre | Betyder svingning til venstre |
Højre | Betyder svingning til højre |
Stop | Betyder flokken skal standse helt op. |
Fri | Betyder fri passage af – eller udkørsel på vej |
At rejse sig op i pedalerne under kørsel i flok kan være farligt, idet mange – ofte med et pludselig fast tag i styret – trækker sig op i stående stilling. Cyklens hastighed vil derved et kort øjeblik falde kraftigt med risiko for at bagved kørende kører op i baghjulet og styrter. Det er derfor god vane at undlade at trække sig op og i stedet at rejse sig langsomt på cyklen og derved holde uændret hastighed på cyklen. Op ad bakke er det endnu vanskeligere at holde hastighed på cyklen når man rejser sig til stående stilling. Hold derfor yderligere afstand til forankørende cyklisters baghjul.
Mobiltelefon medbragt på turene er ganske udmærket som nødtelefon. Følg færdselsreglerne og vis hensyn og tolerance overfor dine medtrafikanter. Tag det aldrig for givet, at dine medtrafikanter har set dig – vær opmærksom og årvågen overfor ændringer i trafikken. Vi er som cyklister de svageste i trafikken og de nærmeste til at passe på os selv.
Vi håber at se dig til vores træningssamlinger. Du er også velkommen til at rette henvendelse til medlemmer af bestyrelesen, hvis du har ubesvarede spørgsmål.
Se kontaktpersoner under bestyrelsen på start siden :-):